Home » bage

Tag: bage

Pizzasnegle

35 minutter + hæve- og bagetid: 15 timer • 16-18 stk.

4 dl lunkent vand*
1⁄2 tsk tørgær
1 tsk salt, gerne himalayasalt
2 spsk ekstra jomfruolivenolie
2-3 tsk matcha, kan udelades eller erstattes af 2 spsk rødbedekrystaller eller 2 tsk stødt gurkemeje
ca. 600 g mel**

*Bland kogt vand med koldt vand fra hanen.

**Den mest optimale meltype er hvedemel tipo 00, men du kan sagtens bruge fx sigtet spelt eller en blanding af spelt og en grovere meltype. Mængden af mel afhænger af, hvilken type du vælger, og den smukkeste farve får du med tipo 00.

Fyld

180-200 g artiskokhjerter fra glas i olie, drænet vægt
1 stor usprøjtet appelsin
100 g pecorino eller parmesan
2 bøffelmozzarellaer eller anden mozzarella
1 spsk ekstra jomfruolivenolie
6 dråber appelsin EO
4 dråber timian EO
salt
evt. 1 spsk timianblade

Rør gæren ud i vandet og lad det stå i 10 minutter. Rør derefter de resterende ingredienser i dejen, hold lidt igen med melet og ælt dejen godt igennem i ca. 10 minutter. Det gøres let- test på en køkkenmaskine.

Kom dejen i en stor skål eller boks, du kan sætte på køl med låg på, og lad den stå i 1 times tid, før du kommer den på køl. Lad den være på køl natten over – du kan også lade den stå i op til et par døgn, hvis du laver dejen i god tid.

Før du skal forme dejen, så tag den ud af køleskabet og lad den vågne igen et par timer.

Derefter ruller du den ud på et bord, letdrysset med mel, til en stor firkant ca. 50 x 35 cm.

Dræn artiskokhjerterne for olie og skær dem i mindre stykker. Kom dem i en skål og tilsæt fintrevet appelsinskal og revet pecorino. Skær osten i små tern og bland den med. Bland de essentielle olier med olivenolien, salt og evt. timianblade og bland det hele sammen i skålen.

Fordel fyldet på det meste af dejstykket, dvs. lad et par cm være i hver af de korte sider og 7-8 cm øverst på den lange led. Rul rullen sammen på den lange led startende dér, hvor der er fyld på. Skær rullen i 16-18 stykker og læg dem på 2 bageplader beklædt med bagepapir. Du kan med fordel folde det lille løse stykke dej ind under hver snegl, så den bedre holder formen, og du kan også trykke dem en lille smule flade, før du sætter dem til hævning.

Lad dem efterhæve i 45-60 minutter og bag dem i en forvarmet ovn ved 225 °C varmluft i ca. 20 minutter. De skal være gyldne og gennembagte. De lader sig fint fryse.

 

Venligst lånt fra bogen Essentielle olier i mad og drikke af Sandra Pugliese.

 

Sunde og nemme kakao-kokoskugler

Kakao-kokoskugler er nemme og hurtige at lave. De egner sig både som sund konfekt når der skal julehygges og som en sund hverdagssnack til børn og voksne. Desuden kan de fryses ned og er lette at tage med på farten. For at ramme smagen af havregrynskugler erstat da nøddemel og/eller kokosmel med havregryn.

Det skal du bruge

100 g. Kokosmel
100 g. nødder (af eget valg)
6 spsk. Kakaopulver
¼ tsk. fint salt
20 g. kokosolie/ghee
120 g. dadler uden sten
50 g. Rosiner
½ presset appelsin eller 2/3 spsk. appelsinjuice

 

Sådan gør du

Hæld alle de tørre ingredienser i en foodprocessor og blend, indtil du opnår en grov mel. Smelt det valgte fedtstof og hæld det ned til resten af ingre­dienserne. Tilføj herefter den tørrede frugt lidt ad gangen og blend igen, indtil dejen har en fast konsistens. Tilsæt lidt presset appelsinsaft eller appelsinjuice for at gøre dejen mere klæg, men pas på at den ikke bliver for våd.

Form dejen til små kugler mellem hænderne og rul dem i kokosmel eller kakaopulver. Stilles på køl i køleskabet i minimum 20 minutter før servering.

Kuglerne opbevares i køleskab og kan med fordel fryses ned.

Variationsmuligheder

Erstat eventuelt appelsinjuicen med kaffe. Du kan også tilføje lidt hakket mørk chokolade og revet appelsinskal for at opnå smagen af orange­ chokolade.

 

Kilde: opskriften er venligst lånt fra SUNDERE KAGER uden sukker, mælk og gluten af Tanja Thara Aakerlund. Bogen kan købes hos Helsemin.

 

7 tips til en bæredygtig jul

Hvert år samles vi om vores juletraditioner og nyder hjerternes fest. Men julen er også hård ved jorden og miljøet. Mange af os ved det godt, men det kan virke uoverskueligt at ændre vores traditioner. Vi forsøger måske at tale den dårlige samvittighed væk med ”det er jo kun den ene gang om året”. Men fakta er at vi i julen i Denmark bruger 825 ton papir!

Er du klar til at holde en grønnere jul? Bare rolig – det er slet ikke så svært.

 

1. Bæredygtigt julemad

Den traditionelle julemad består hos de fleste familier af store mængder kød. Kød er ikke særligt CO₂- eller miljøvenligt, men du kan stadig være mere bæredygtig ved at vælge lokalt og økologisk. Vælg altid kvalitet frem for kvantitet. Tilføj mere grønt til julebordet, salat eller en anden grøn ret, så du derved kan spare på kødet. En frisk rødkål- og grønkålssalat, appelsiner og valnødder passer til årstiden, mætter godt og smager vidunderligt. Du kan også vælge en helt simpel og let ret som rosenkål pandestegt i smør. Når du laver din risengrød kan du let spare på CO₂ kontoen ved at lade den tilberede færdig under dynen i stedet for på komfuret.

 

2. Lav julegaverne selv

Tag nogle billeder og put dem i genbrugsrammer. Strik et par hyggelige og varme strømper. Giv en oplevelse eller vegetarisk middag. Vær kreativ og husk, at dem du laver gaverne til holder af dig, så de vil værdsætte hvad de får lige meget hvad. Hvis du ikke synes du er kreativ eller at tiden mangler så vælg miljø og bæredygtige gaver. Du finder et bredt udvalg i vores butikker. Husk dit indkøbsnet når du shopper, så sparer du miljøet for plastik.

 

 

3. Bæredygtig gaveindpakning

Der bliver brugt og smidt helt utroligt meget gavepapir ud hvert år. Så tænk over hvad du pakker dine gaver ind i. Gode ideer kunne være gamle magasiner og aviser. Der findes mange inspirations billeder og videoer online med indpakning i tøj eller stof. Vil du gøre en forskel for miljøet hele året rundt, så husk at du kan fravælge kvitteringer når du handler i Helsemin og endnu bedre – du kan downloade Helsemins Club We Care app og få dine kvitteringer digitalt.

 

4. Juletræet

Ved at købe et juletræ som er Fairtrade eller økologisk dyrket spares der på de miljøbelastende kemikalier. Hvis du har en have, kan du overveje at købe et juletræ med rødder – så kan I plante det i haven efter jul.

 

5. Skræl er ikke bare skrald

I bogen, Skræl er ikke skrald kan du få tips til at undgå madspild. Alene i Danmark smider vi hvert år 700.000 tons mad ud, som kunne være blevet spist. Dette kan vi i særdeleshed tænke over til juletid, hvor vi samles om julemaden og ofte får mere end rigeligt både tilberedt og spist. Så hvordan kan du udnytte alle råvarer? Du kan måske bevar skrællen på kartoflerne, da de indeholder en masse gode vitaminer, mineraler og smag, eller gemme appelsinskrællen og bruge den til en hjemmelavet gløgg (se opskrift her). 

 

 

6. Hjemmelavet julepynt

Lav selv dit julepynt af genbrug- eller naturmaterialer. Det kan sagtens være en hyggeligt familie aktivitet at gå i skoven og samle gran, kogler eller andet der kan bruges som julepynt. Juledekoration indebærer også stearinlys. Her er det en god ide at bruge de miljøvenlige soyalys, fremfor almindelige paraffinlys som forurener indeklimaet. De kan købes her.

I december har alle Helsemins butikker en julepyntkonkurrence, hvor du kan komme ind med dit genbrugte eller børnenes hjemmelavede bæredygtige julepynt og hænge det op. Husk skriv navn og telefonnummer på. På den måde deltager du i konkurrencen om en lækker gavekurv med julegodter i din lokale Helsemin butik.

 

7. Hjemmejulebag

Når der skal bages de dejlige brunkager, pebernødder, honningkager, jule muffins m.m. så er det en god ide at bruge ubleget, FCS certificeret og nedbrydelige bagepapir og muffin forme, så sparer vi miljø og os selv for polyfluorerende stoffer. Husk at bagepapiret sagtens kan bruges flere gange og at eftervarmen i ovnen kan udnyttes fx til at riste nødder, lune boller m.m.